Nyhed - 01 juni 2026
En ny start: ”Det hjalp at have et formål”
På Webspace på FGU Trekanten fandt Sofie Marie og Sebastian et fællesskab med plads til forskellighed. Her blev de mødt med både ansvar og forventninger – og efter sommerferien starter de begge på HTX.
Sofie Marie og Sebastian går på Webspace på Boulevarden - lidt endnu. Efter sommerferien skal de starte på HTX. En uddannelse, som for dem begge længe har været et stort ønske, men som også har virket langt væk efter svære skoleoplevelser og perioder med usikkerheder omkring fremtiden.
21-årige Sofie Marie har haft knap to år, hvor hun stod uden for uddannelsessystemet. Hun blev diagnosticeret autisme og så påvirket af depression og angst, at hun var overbevist om, at for hende var udsigterne en førtidspension.
”Jeg var helt klar på, at jeg skulle på førtidspension. Jeg følte, at jeg var blevet til min diagnose, og derfor var det dét, jeg forventede af mit liv,” fortæller hun og forsætter:
Jeg troede, at FGU ville være for udfordrende for mig. Men wow, det hjalp mig at have et formål. Lærerne har gjort alt, de kunne, for at hjælpe mig og finde løsninger.
På FGU begyndte Sofie Marie langsomt at blive en del af et fællesskab igen. Hun fik en vennegruppe og begyndte at tage til sociale arrangementer og fest – noget hun tidligere havde trukket sig helt fra.
”Jeg følte virkelig, at jeg har fået lov til at være ung igen,” fortæller hun.
Et fællesskab med plads til forskellighed
18-årige Sebastian har gået på Webspace i to år. For første gang i sin skoletid oplevede han at være en del af et fællesskab, hvor der rent faktisk var plads til forskellighed – og plads til ham.
”Jeg var aldrig rigtig med i en reel vennegruppe i folkeskolen. Men det er jeg her på Webspace,” fortæller Sebastian.
På Webspace har Sebastian både udviklet sig socialt og fået ansvar gennem konkrete opgaver med programmering, design og produktion.
Lige nu har jeg ansvar for en stor opgave. Og det er lidt et pres, men det er også en god ting. At få noget ansvar. Og så har jeg også lært, at fordi vi alle er forskellige, så har vi faktisk også noget til fælles, fortæller Sebastian.
For både Sofie Marie og Sebastian har tiden på Webspace givet dem faglig ballast og en masse gode venner, som de glæder sig over, også skal starte på HTX efter sommerferien sammen med dem.
Artiklen er slut
Læs flere spændende artikler i vores nyhedsarkiv