Nyhed - 26 januar 2026
Midtvejsevaluering peger på positive resultater i #BroentilfremtidenEU
Projektet #BroentilfremtidenEU er nu halvvejs i projektperioden, og midtvejsevalueringen er netop afsluttet. Resultaterne viser tydelig fremdrift i både samarbejde, elevdeltagelse og organisatorisk forankring.
”Samlet set vurderer vi, at projektet allerede midtvejs har realiseret centrale outcome-effekter, som ikke var opstået uden projektet. Eleverne bliver mere vidende, mere motiverede og bedre forberedte på at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Samtidig opnår medarbejdere og institutioner nye kompetencer og samarbejdsformer, som sandsynliggør varige forbedringer i overgangene mellem FGU og EUD.”
Det var budskabet til styregruppen i projekt #BroentilfremtidenEU, da Frederik Gaardboe fra konsulenthuset IRIS Group fremlagde resultaterne fra den midtvejsevaluering, de netop har afsluttet.
Projektet har altså gode forudsætninger for at opfylde sin målsætning om at styrke overgangen for elever, der går fra FGU til EUD. Der er tydelig fremdrift i udvikling og afprøvning af aktiviteter, der er skabt gode relationer mellem de samarbejdende institutioner, og elevdeltagelsen stiger på forløbene, hvor betydeligt flere elever end forventet gennemfører.
Midtevejsevalueringen fremhæver bl.a.:
Stærkt og velfungerende partnerskab
Projektet er kendetegnet ved et kompetent og engageret partnerskab med tydelig rollefordeling og stærk koordinering på tværs af aktører.
Trygge rammer for elevdeltagelse
Projektet lykkes med at skabe meningsfulde og trygge rammer for elevernes deltagelse. Evalueringen peger også på, at de individuelle forløb kræver ekstra ressourcer at rekruttere til og tilrettelægge.
Virkemidler med tydelig effekt
Projektets virkemidler fungerer som planlagt og bidrager til øget motivation, tryghed og kvalitet i samarbejdet mellem FGU og EUD.
Mærkbare resultater for elever og medarbejdere
Projektet skaber konkrete og positive resultater for både elever og medarbejdere i form af øget motivation, afklaring og styrket samarbejde.
På vej mod varig forankring
Projektet er godt på vej til organisatorisk og faglig forankring gennem udvikling af fælles sprog, strukturer og stærk ledelsesopbakning på tværs af FGU og EUD.
Systematisk brug af data og dialog
Projektet arbejder systematisk med data og dialog, så monitorering aktivt anvendes til læring, justering og fortsat fremdrift i projektet.
Fokus fremadrettet
Midtvejsevalueringen peger også på en række anbefalinger, som kan være med til at sætte retningen for den resterende del af projektperioden. I den kommende fase anbefales der et øget fokus på rekrutteringen af elever til de individuelle forløb, da disse forløb er mere ressourcekrævende at tilrettelægge. Derudover anbefales det, at fokus på fælles udvikling og læring mellem FGU og EUD fastholdes, og at der arbejdes målrettet med at styrke projektets samlede effekter gennem tættere kobling mellem forløb, vejledning og opfølgning.
#BroentilfremtidenEU er et samarbejde mellem FGU Fyn, FGU Kolding & Vejen, FGU Syd- og Midtfyn, FGU Sønderjylland, FGU Vest, FGU Trekanten, EUC Syd, Hansenberg, Rybners, SOSU Esbjerg, Svendborg Erhvervsskole, Syddansk Erhvervsskole og Tietgen. Projektet løber indtil september 2027 og er støttet af EU’s Socialfond Plus og Region Syddanmarks Uddannelsespulje.
Artiklen er slut
Læs flere spændende artikler i vores nyhedsarkiv