Elevportræt - 07 august 2023

Ditte skal være beklædningshåndværker

21-årige Ditte afsluttede FGU i juni 2023. Efter sommerferien starter hun på beklædningshåndværkeruddannelsen hos VIA Design og Business på deres BESTSELLER-hold. I denne artikel svarer Ditte på seks spørgsmål om sin vej til og fra FGU.

Ditte skal være beklædningshåndværker
21-årige Ditte på Trend på vores skole på Boulevarden i Vejle
Hvor længe har du gået på FGU?

Jeg startede på FGU i november 2021. Her gik jeg på Trend på Boulevarden.

Hvordan kan det være, du startede på FGU?

Jeg var droppet ud af HF og arbejdede i Netto. På et tidspunkt kunne jeg bare mærke, at jeg skulle lave noget andet, men jeg vidste ikke hvad. Jeg havde en drøm om at blive frisør, og jeg søgte også ind på uddannelsen, men så foreslog min UU-vejleder FGU, og så startede jeg ugen efter.

Hvad har du fået ud af at gå på FGU?

Uh, mange ting. Jeg har lært at sy på industrimaskiner og arbejde med forskellige former for tekstiler og syteknikker. Jeg har også fået ekstremt meget rummelighed. Og bare det der med at man kommer i skole, og andre er glade for at se en, og at man kan snakke rundt på holdet, hvor der er plads til alle, uanset hvad man kommer med.

Hvad skal du efter sommerferien? Hvordan bliver det?

Jeg er kommet ind på beklædningshåndværkeruddannelsen hos VIA i Aarhus på deres BESTSELLER-hold, og jeg har fået virksomhedsaftale ved Name it.

Jeg havde slet ikke turde håbe på det. Jeg var helt oppe og køre, da jeg fik at vide, jeg var kommet ind. Det er stadig ikke gået helt op for mig endnu.

Hvorfor beklædningshåndværker?

Efter jeg havde gået på FGU i noget tid, blev frisørdrømmen mindre og mindre. Det er 100 procent også fordi, jeg har fået øjnene op for at sy her på Trend. Beklædningshåndværker lød spændende, og jeg var oppe og se skolen sammen med min underviser, og det gav mig mod på at søge ind. Det føltes rart, og jeg kunne godt se mig selv være i det. 

Hvad kommer du til at savne?

Jeg kommer til at savne holdet og skolen generelt. Det har været så dejligt at være her. Men vi kan jo stadig snakke sammen på Messenger eller Snapchat. Og jeg kommer også til at savne undervisningen og mine lærere.

Artiklen er slut

Læs flere spændende artikler i vores nyhedsarkiv

Luk