Nyhed - 23 februar 2023

VB-projekt styrker FGU-elevers fremtidsmuligheder

Sammen med Vejle Boldklub og DGI samarbejder FGU Trekanten om at motivere og træne unge i at indgå i forpligtende fællesskaber med fodbolden som omdrejningspunkt. Sportucation er navnet på projektet, som allerede har hjulpet flere unge vejlensere gennem succesfulde overgange til ansættelse i klubben.

VB-projekt styrker FGU-elevers fremtidsmuligheder

I sommeren 2022 startede et nyt hold af elever fra FGU Trekanten i Vejle op i DGI’s Sportucation-projekt. Som målsætning har projektet at uddanne og hjælpe de lokale unge til succesfulde overgange fra skolebænken til arbejdslivet.

Således møder eleverne en gang om ugen på Vejle Stadion, hvor de først træner fodbold med U15-cheftræner Mads Nissen, inden den fysiske træning erstattes af erhvervstræning, som indebærer, at de unge bidrager til arbejdsfællesskabet i Vejle Boldklub ved at hjælpe administrations- og stadionpersonalet med at vedligeholde og klargøre Vejle Stadion til næstkommende arrangementer og kampe.

Fælles for disse to opgaver er, at de unge indgår i forpligtende fællesskaber med fodboldens fællesskabende fordringer som omdrejningspunkt. Derved lærer de at genkende og håndtere de forpligtelser, som arbejdsfællesskaber på den anden side af skolelivet indebærer.

"Alle vores elever har en eller anden form for udfordring. I Vejle Boldklub møder de en anden og mangfoldig kultur, og der får de en tro på, at de også kan bidrage. Projektet skal skabe mere motivation iblandt eleverne i deres dagligdag og smitte af på deres trivsel og tilfredshed generelt," fortæller Torben Palle Nielsen, som er uddannelseschef på FGU Trekantens skole på Boulevarden i Vejle.

I denne type erhvervstræning møder de unge på en arbejdsplads med virkelige arbejdsopgaver. Det kan både være sjovt, og det kan være træls. Det her er et blødt skub ud på virkelighedens arbejdsmarked.
Fra elever til VB’ere

Sportucation-projektets succesrate måles i særdeleshed ud fra antallet af de lokale elever, som formår at gennemføre en succesfuld overgang og altså opnår ansættelse på en arbejdsplads. På det nuværende hold har fem elever arbejdet så godt, at de nu er blevet ansat i Vejle Boldklub.

"I Vejle Boldklub har vi en stolt og lang tradition for at bruge klubbens status og rækkevidde til at gøre en forskel for så mange som muligt. Den tradition er over de seneste år blevet til en konkret målsætning i en overordnet strategi, som fortæller, at vi ikke kun skal måles på førsteholdets resultater på banen, men også på vores sociale og samfundsmæssige arbejde uden for kridtstregerne," indleder Helle Thychosen, administrationschef og projektansvarlig i Vejle Boldklub.

"Af vores igangværende CSR-projekter er vores bidrag til Sportucation det, som tydeligst har synliggjort den forskel, som en fodboldklubs fællesskab og arbejdskultur kan gøre. I de seneste måneder har jeg og Mads Nissen overværet en udvikling og et engagement hos de lokale unge, og den trivsel har flere formået at omsætte til et vigtigt skridt i deres egen tilværelse i form af ansættelse. Når Michael Bøggild, som er vores hospitality- og konferencechef, laver vagtplaner er flere elever fra FGU Trekanten de første på holdkortet, fordi de er dygtige, driftige og villige til at bidrage til vores arbejdsfællesskab. De arbejder i vores VIP-lounger og kiosker og efterlader et godt indtryk hos besøgende og deres nye kolleger. Det er en god historie, som vi gerne vil føje flere kapitler til."

Foruden at skabe succesfulde overgange er hensigten med Sportucation-projektet på sigt, at overgangene skal understøttes af Vejle Boldklubs store erhvervsnetværk, som kan tilbyde eleverne erhvervstræning.

Artiklen er slut

Læs flere spændende artikler i vores nyhedsarkiv

Luk